Forleden dag så jeg DR’s nye dokumentar; “Svømmepiger – under overfladen”. Det var ikke særligt flaterende at se på, eftersom netop disse svømmepiger helt tydeligt er gået igennem noget, som ikke er særligt rart. Nærmest afskyeligt. I dokumentaren fortæller tidligere og nuværende svømmepiger om hvordan de i en årrække hos to forskellige junior- og seniorlandstrænere blev chikaneret og ydmyget ifht. til deres vægt. Dagligt blev de udsat for offentlige vejninger i hallen og verbalt chikaneret i åbne rum. Resultatet af dette førte til spiseforstyrrelser, depressioner og psykisk sygdom – samt flere slukkede svømmekarrierer.

Jeg har personligt aldrig selv været udsat for vægthetz, offentlig vejning, spiseforstyrrelser eller chikanering fra mine trænere i DCU. Til gengæld er jeg fuldt ud bevidst om, at jeg som topidrætsudøver befinder mig i et grænseland, hvor der er facetter, som der er ekstrem meget fokus på – bl.a ens kropsvægt.

Desværre er det sådan, at i sportens verden kan kropsvægten være afgørende for om det bliver til succes eller fiasko. Sådan er det også i cykelsporten. Det er faktisk essentielt, og kan være en afgørende faktor for om sejren kommer i hus. Færre kilo er mindre vægt at slæbe på, og det siger sig selv, at det er en fordel – men det betyder ikke alt. En god cykelrytter kommer også langt med forberedelse, råstyrke og taktiske færdigheder. Men det er bare sådan, at man i sportens verden altid vil søge at skrue på de mekanismer, som fremmer muligheden for sejr – og her er vægten relativ “nem” at skrue på. Det er så at sige nemmere at tabe 2 kilo, end at træne sig til 30 watt ekstra…

Vi er alle forskellige – nogle har nemt ved at tabe sig, og andre har svært ved at tabe sig. Men det er vigtigt at forstå, at det er de færreste atleter, som er trimmet 12 måneder om året. Personligt er jeg en af de større kvinder (178 cm og vejer 70 kg i kampvægt), som i alle mine snart ti år som eliterytter, altid har skulle arbejde hårdt for at være trimmet. Men jeg piver ikke, og ser dét at passe på min vægt, som en naturlig del af at være eliterytter.

Nyder et glas vin
Jeg lægger ikke skjul på, at jeg nyder god mad og et glas vin. Men det gør jeg faktisk kun, når jeg holder pause. Flere måneder før en stor konkurrence, går jeg i boks, og begynder her bl.a. at veje min mad, dropper vin og “andre lyksagliheder” fra bordets glæder. Med god hjælp og vejledning fra Team Danmarks diætister, får jeg lavet et program, hvor jeg taber mig, men samtidigt får rigeligt med energi. Det er meget vigtigt med den korrekte energiindtagelse, når man træner op mod 25 hårde timer om ugen – ellers kan det hurtigt gå galt i forhold til ens optimale performance og kroppen kan svigte, hvis den udsultes ifb. vægttab.

Danmarks idrætsforbund og Team Danmark har siden midt 00’erne haft fokus på, at piger og kvinder ikke må udvikle spiseforstyrrelser, hvilket selvfølgelig er et vigtigt område at være opmærksom på. Jeg har dog aldrig følt mig i farezonen, men jeg har til tider været virkelig træt af emnet mad. Jeg er nemlig nødt til at fokusere meget på det – og hvis jeg skal ned i vægt, så vejer jeg som sagt min mad i måneder op til f.eks. VM. Er det at gå over grænsen? Måske… Måske ikke. Jeg synes det faktisk ikke, da det jo kun er i en periode, og for mig er det blevet normalt og noget som jeg accepterer, så længe jeg er i sporten. Men jeg glæder mig sgu’ til den dag jeg pensionere mig selv og kan spise mere frit – så må vægten godt sige plus et par kilo, så længe jeg bare stadig kan se mig selv i spejlet 🙂

Det skal samtidigt siges, at selvom det har (og stadig er) et fokusområde for mig og mine trænere igennem tiden, så er det aldrig et punkt, hvor jeg har følt mig chikaneret. Altid er der blevet talt ærligt om forholdene og med respekt omkring mig som person – og jeg har altid fået den støtte og vejledning der skal til via Team Danmarks diætister og mine trænere fra Danmarks Cykle Union.

Desværre er det ikke alle der har adgang til Team Danmark. Og desværre kan Team Danmark og DIF ikke have fingeren på pulsen overalt i Danmark – det er dokumentaren om svømmepigerne et godt eksempel på. For mig som idrætsudøver i en frontposition, er det bare vigtigt at fortælle omverdenen om, at elitesport ikke nødvendigvis er lig spiseforstyrrelser. Til gengæld er elitesport forbundet med afsavn, hård træning, store nedture, og kun ganske få sejre  – kombineret med en kæmpe bunke positive oplevelse som man kun kan få i en idrætsgren. Elitesport er hårdt, men det giver også værktøjer til resten af livet. Værdifulde værktøjer.

Som jeg ser det, brydes en syg kultur kun gennem åbenhed, respekt for den enkelte udøver, og at nogle tør at sige fra, når ting bliver for ekstreme. Jeg håber direktøren i DIF, Morten Mølholm har ret, når han i en nyhedsudsendelse siger, at DIF har stor fokus på problemet – for det vi var vidner til mandag aften, kan ingen være stolte af, hverken DIF, Team Danmark og da slet ikke Dansk Svømme Union.

Jeg vil gerne runde denne blog af med at sende en stor buket roser til de piger, som trodsede dette tabu emne, og stillede sig op på TV. Godt gået.

/Trine