Danmarks Cykle Union og TV2 sørger nu for, at kvindernes DM på landevej også TV-transmitteres.
Når DM-ugen løber af stablen i slutningen af juni, byder søndagen ikke kun på dobbeltprogram for de tusindvis af tilskuere langs landevejene i Esbjerg Kommune – også cykelsportsfans foran TV-skærmene får nu hele elitens linjeløbsprogram at se direkte. Og chefredaktøren på TV2 Sport, John Jäger, glæder sig over, at Danmarks Cykle Union har ændret DM-ugen, så både elitekvindernes og eliteherrernes løb køres om søndagen, da det har givet mulighed for at sende fra begge løb.
“Det har overhovedet ikke været et svært valg også at vise kvindernes DM-løb, for dansk kvindecykling er på så højt et niveau, at det fuldstændig matcher vores krav til kvaliteten af de begivenheder, vi vil tilbyde vores seere”, siger John Jäger.
“Med ikke færre end ti danske kvinder på WorldTouren, der alle har ønske om at komme hjem for at køre om dannebrogstrikoten, vil der blive tale om et cykelløb med nogle af verdens bedste ryttere, og navne som Annika Langvad, Cecilie Uttrup Ludwig og Amalie Dideriksen er for længst blevet både kendt og anerkendt blandt det store danske cykelpublikum”, fastslår TV2 Sports chefredaktør.
DM i landevejscykling køres i Esbjerg 27.-30. juni. TV2 Sport viser den sidste del af kvindernes og herrernes linjeløb direkte søndag den 30. juni.