BMX landsholdsrytter Simone Tetsche Christensen gæsteblogger på La Squadra Rosa.

Simone Tetsche er oprindeligt fra Bjerringbro, men bor pt på UCI centeret i Aigle, Schweiz. I 2018 vandt hun sølv til EM og kørte sig til en femtelads ved VM. Simone repræsenterede desuden Danmark ved OL i Rio.

BMX er en form for ekstremsport, hvor vi kører 8 mand af gangen, starter fra en 8 meter høj startrampe, når en tophastighed på omkring 55 km/t på 2 sekunder, og så handler det eller bare om at komme først over målstregen. Vi hopper op til 12 meter lange hop, og en omgang tager ca. 35 sek. Det er en adrenalin fyldt sport, som har været med på OL programmet siden 2008. Jeg repræsenterede Danmark ved OL i Rio i 2016, og har derudover også vundet både EM og VM medaljer.

I sommeren 2018 tog mit liv en drejning, som klart har været den sværeste, men også den bedste beslutning jeg har taget, i løbet af min karriere.

Indtil et opkald i sommerferien 2018, har mit liv de sidste par år har været forholdsvis det samme. Jeg flyttede til Århus i år 2013, hvor jeg det første halvandet år boede på Team Danmarks kollegium, og derefter flyttede i lejlighed. Der var to grunde til, at jeg flyttede til Århus; For det første startede på at læse medicin på Aarhus Universitet i februar 2014. Desuden boede min daværende træner, som var den danske landstræner, i området. Dermed havde jeg mulighed for at træne med ham, i stedet for at træne alene. Jeg trænede fast i Skanderborg BMX Klub, og i denne periode forbedrede jeg mig meget, da det gav mig så meget, at have min træner omkring mig.

Jeg levede dog også et liv, hvor planlægning var nødvendigt for at få alting til at hænge sammen. En detaljeret Google-kalender reddede min daglige planlægning. Kalenderen omfattede både træningspas, forelæsninger, klassetimer, hvad jeg skulle forberede/læse til næste dag på UNI, studiemøder med min læsemakker, planer med familie, venner og veninder, fysioterapeut behandlinger, endda nogle gange hvornår jeg ville have tid til at handle, spise mm., hvis jeg var meget stresset.

På en eller anden måde fik jeg dog alt dette til at gå op i en højere enhed dag efter dag, uge efter uge. Jeg ville f.eks. stå tidlig op for at nå at læse i mine alt for tykke medicinbøger inden min morgentræning, og når jeg kom hjem om aftenen efter mit andet træningspas, skulle jeg på blot 45 min pakke ud, lave mad, spise og tage et bad, så jeg kunne nå at læse et par timer inden jeg gik i seng. Når jeg sidder og skriver dette nu, ved jeg slet ikke hvordan jeg, for det første har kunne få hverdagen til at hænge sammen, men for det andet samtidigt lave de resultater jeg gjorde i disse år.

Med det mener jeg ikke, at det er umuligt at studere samtidigt med, at man levere verdensklasse resultater. Med Team Danmarks hjælp er det muligt at få disse to ting til at hænge sammen. Når jeg ser tilbage, burde jeg nok bare have givet mig selv mere tid i hverdagen, og f.eks. have taget færre ECTS point på studiet end jeg gjorde. I og med jeg kom fra en også meget travl hverdag på min 3 årige HTX uddannelse, tror jeg simpelthen bare, at jeg var for vant til at have super travlt i hverdagen, så hvorfor gå på kompromis? Jeg skulle jo også blive færdig med studiet på et eller andet tidspunkt, og det tager jo lang tid at blive læge… sagt med lidt sarkasme.

Jeg blev færdig med min bachelor i medicin sommer 2018. Den tog mig 4,5 år at komme igennem, fremfor de nomerede 3 år. Med rigtig mange rejser på disse 4,5 år, kan jeg også stolt sige at jeg kom igennem alle eksamer uden at dumpe én eneste med karakterer mellem 4 og 12!

Med en hjernerystelse 2 uger før min sidste eksamen efter et voldsomt styrt til en World Cup, var jeg mere end lykkelig over at få 4, og dermed kalde mig bachelor i medicin, og nu være klar til at starte på kandidaten. I sommerferien fik jeg dog et opkald fra Liam Phillips, som ændrede disse planer.

Anden del af dette blogindlæg følger…