Årets Cykelrytter 2021 for kvinder er Amalie Dideriksen & Julie Leth. Duoen var nomineret på basis af deres flotte OL-sølv medalje.

Det var to glade og stolte prismodtagere, der efter den virtuelle overrækkelse, sagde følgende: 
Julie Leth: ”Jeg er mega glad og stolt over det. Min største rolle som cykelrytter er jo at være hjælperytter, så priser som denne hænger ikke på træerne, så det er jeg stolt over. Jeg er også meget stolt over det vi leverede i Tokyo og glad og rørt over, at resten af Cykel Danmark også synes at det vi har gjort, er stort.” 
Amalie Dideriksen tager over med hendes ord på kåringen ”Jeg synes dette er en meget speciel pris, fordi det er licensrytterne der stemmer, altså folk der har kendskab til sporten, der ved hvad det her betyder. Vores OL medalje rangerer højt på listen over mine personlige resultater, og derfor er jeg også glad for at vi sammen kan få den her pris – for ligesom på denne måde, at bevise hvilken rejse vi har været på sammen. Cykling er ofte individuelt, så det at vi har kunne tage denne rejse sammen, er for mig noget helt specielt”  slutter en rørt Amalie Dideriksen.

Begge de to prismodtagere retter også en tak til de mange der har stemt på netop dem.
Amalie Dideriksen giver et glad: ”tak for stemmerne – det er rigtig stort at være den kåret som årets kvinderytter – her for første gang” og Julie Leth stemmer bekræftende i: ”for det første tak for prisen og så er et af de største håb vi har, at en pris som denne, kan være med til at få andre unge – specielt unge piger – til at gi det et ekstra skud. Der hvor jeg er i min karriere, håber jeg at kunne være med til at inspirerer den yngre generation- så det håber jeg sammen med Amalie at vi kan være med til” slutter en synlig glad Julie Leth.

Også Emma Norsgaard Bjerg og Cecilie Uttrup Ludwig var nomineret til prisen.