
Når kvindernes Copenhagen Sprint køres lørdag den 13. juni 2026, bliver det med et usædvanligt stærkt gensyn: Hele podiet fra 2025 er tilbage på startlisten. Lorena Wiebes, Elisa Balsamo og Chiara Consonni er alle på den foreløbige startliste og sikrer et højt sportsligt niveau i årets udgave.
Artiklen fortsætter efter videoen
Lorena Wiebes har muligheden for, om præcis 85 dage, at kalde sig dobbelt vinder af Copenhagen Sprint. I hvert fald har den hollandske topsprinter fra Team SD Worx – Protime, der vandt den første udgave af World Tour-løbet efter en overbevisende spurt, Copenhagen Sprint stående i sin kalender for 2026.
Hollænderen regnes blandt de hurtigste i verden, men hun får kamp på stregen fra sidste års nummer to og tre, der ligeledes er at finde på den foreløbige startliste. Med Elisa Balsamo fra holdet Lidl-Trek og Chiara Consonni fra holdet Canyon//Sram Zondacrypto tilbage i feltet lægger det op til et gensyn med sidste års duel i finalen.
”Det er en stor glæde for os som arrangør, at de tre ryttere fra sidste års podie deltager igen. For publikum betyder det, at de kan opleve nogle af verdens hurtigste kvinder helt tæt på i København. Det er ryttere, man normalt kun ser i de største internationale løb, så det er noget helt særligt,” siger løbsdirektør Jesper Tikiøb.
Flere stærke kort i spil
Blandt de tilmeldte hold er også Fenix-Premier Tech, hvor den hollandske topsprinter Charlotte Kool kører. Kool blev nummer fire ved sidste års udgave og har også markeret sig som en af de mest eksplosive sprintere i international kvindecykling. Det vil være nærliggende at forvente, at hun igen bliver en central profil i finalen.
Fakta deltagende hold
Fenix-Premier Tech
Human Powered Health
Liv-AlUla-Jayco
Team SD Worx – Protime
Uno-X Mobility
Canyon//Sram Zondacrypto
EF Education – Oatly
Lidl – Trek
Team Picnic PostNL
Team Visma | Lease a Bike
O Shea Redchilli Bikes
Das-Hutchinson
Hitec Products-Fluid Control
Aromitalia Vaiano
Citymesh – Customm Pro Cycling Team
Vini Fantini – Bepink
