Når WorldTour-løbet Copenhagen Sprint køres i sin anden udgave lørdag den 13. juni 2026, stiller 16 hold til start. De hold, der kørte sig i top fem ved premieren sidste år, er igen på startlisten.

Der deltager i alt 16 hold: 10 World Tour-hold og seks kontinentalhold. Blandt de bekræftede hold er Lidl-Trek, Team SD Worx – Protime, Uno-X Mobility, Team Picnic PostNL og Team Visma | Lease a Bike.

Det åbner for et felt med markant sprintstyrke og store navne.

Artiklen fortsætter efter videoen


”Vi afventer stadig de foreløbige startlister, men på de tilmeldte hold finder vi bl.a. sidste års vinder Lorena Wiebes, andenpladsen Elisa Balsamo og tredjepladsen Chiara Consonni. Det tegner til et konkurrencedygtigt felt med nogle af de mest vindende sprintere i kvindefeltet,” siger løbsdirektør Jesper Tikiøb.

Ligesom til mændenes løb har arrangørerne ansøgt den internationale cykelunion (UCI) om muligheden for at invitere et dansk landshold til start.

”Vi vil gerne bruge Copenhagen Sprint aktivt til at løfte dansk kvindecykling. Det handler ikke kun om at afvikle et World Tour-løb, det handler også om at skabe en scene, hvor danske ryttere kan få den eksponering, et World Tour-løb på dansk grund giver, og samtidig få en oplevelse på allerhøjeste internationale niveau,” siger Jesper Tikiøb.

Deltagende hold i Copenhagen Sprint 2026

World Tour-hold
Fenix-Premier Tech
Human Powered Health
Liv-AlUla-Jayco
Team SD Worx – Protime
Uno-X Mobility
Canyon//Sram Zondacrypto
EF Education – Oatly
Lidl – Trek
Team Picnic PostNL
Team Visma | Lease a Bike

Kontinentalhold
O Shea Redchilli Bikes
Das-Hutchinson
Hitec Products-Fluid Control
Aromitalia Vaiano
Citymesh – Customm Pro Cycling Team
Vini Fantini – Bepink

I alt 16 hold af seks ryttere.

Fakta: om Copenhagen Sprint

  • Kvindeløbet afvikles lørdag 13. juni 2026.
  • Herreløbet afvikles søndag 14. juni 2026.
  • Den endelige rute offentliggøres i midten af april.
  • De events og større tiltag, der vil være i forbindelse med løbet, bliver offentliggjort i maj.
  • Bag løbet står Københavns Kommune, Roskilde Kommune, staten, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, Danmarks Cykle Union og Copenhagen Sprint eventselskabet, som forestår planlægningen og afviklingen af løbet.